Opskriftindex

tirsdag den 17. september 2013

Indisk aften

En af mine favoritretter er kylling tikka masala. Jeg elsker simpelthen en god hjemmelavet omgang med masser af indisk tilbehør, såsom raita, mangochutney og naan.
Selvom jeg er gået på LCHF-vognen, laver jeg stadig retten - det er ret nemt at lave den LCHF-venlig.
Det er lidt omstændigt og tager lidt tid at lave retten, men det er helt sikkert det værd!
Den oprindelige opskrift er fra tv2, jeg har dog gennem årerne videreudviklet den, så den passer mere til mit temperament.




Kylling tikka masala
4 personer

500 g kyllingefilet

Marinade:
2 dl yoghurt natural 
2 fed hvidløg, finthakket
2 cm revet ingefær
2 tsk. garam masala
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. salt
Et drys cayennepeber
Saften fra 1 citron  


Rør alle tingene til marinaden sammen i en skål og tilsæt kyllingefilet skåret i tern.
Lad det stå minimum et par timer, gerne flere.

Sauce:
1 finthakket løg
3 fed hvidløg, finthakket
2 cm revet ingefær
3-4 spsk tomatpure
2,5 dl fløde
2 dl vand
3 spsk. finthakkede mandler
En håndfuld hakket koriander (kan udelades)
Salt
Olie/smør til stegning

Kom olie/smør i en stegegryde/wokgryde og varm det op. Svits herefter løg, hvidlød og ingefær. Tilsæt kyllingen inkl. marinaden og lad det småboble i 10 min. Derefter tilsættes tomatpure, fløde, vand og mandler, røres godt sammen og simre ca. 15 min. Til sidst kommes den hakkede koriander i og der røres godt rundt i gryden.
Smag til med salt og evt. flere krydderier efter smag.

Serveres med blomkålsris, raita (opskrift kommer senere), mangochutney (opskrift kommer senere) og naanbrød (opskrift kommer senere).
  


Beklager at billederne ikke lige er de bedste, men jeg har lidt svært ved at få sammenkogte retter til at gøre sig godt på billeder. Men det gør ikke smagen ringere.

mandag den 16. september 2013

Mælke-, sukker- og glutenfri squashkage

Det kan da virkelig ikke passe - hele tre ting på én gang? Jo det passer skam og kagen smager oveni købet skønt. Den er, ligesom mine andre kager herinde, ikke sød-sød som almindelige sukkerfyldte kager, men den har en helt tilpas sødme til mine smagsløg, som efter 1,5 år på LCHF-kost ikke længere sætter pris på kager med 300 g sukker i.
Der er jo selvfølgelig tilsat en form for sukker, men jeg betegner ikke de "tilladte" sødemidler/kokossukker, som rigtigt sukker.




Lækker, svampet squashkage med kakaofrosting
(springform på 18 cm i diameter)

3 æg
3 spsk. Sukrin Gold
1 tsk. vanillepulver
1 tsk. kardemomme
2 tsk. kanel
Knivspids salt
Revet skal fra ½ øko citron
1 lille revet squash (ca. 160 g)
50 g smeltet kakaosmør
2 dl kokosmælk
1 dl hjemmekværnet mandelmel
1 dl kokosfibre
1 spsk. fiberhusk
1 tsk. natron
1 håndfuld grofthakkede nødder (jeg brugte mandler, da det var det jeg havde. Optimalt ville jeg dog foretrække paranødder eller valnødder)
1 håndfuld rosiner (kan udelades)

Tænd ovnen på 160 grader.
Æg piskes luftige sammen med Sukrin Gold, vanillepulver, kardemomme, kanel og citronskal. Revet squash tilsættes sammen det smeltede kakaosmør og kokosmælken, der piskes videre. Derefter tilsættes mandelmelet, kokosfibrene, fiberhusk og natron og der piskes endnu engang. Nu skulle dejen gerne begynde at tykne lidt, og der tilsættes de grofthakkede nødder og rosiner, røres sammen med en dejskraber.
Kommes i smurt springform og bages 30 min. Tjek efter med en tandstik om kagen er færdig - stik tandstikken i kagen, er den fri for dej, er kagen færdig. Er der dej på tandstikken bages kagen lidt længere tid.
Køl kagen helt ned inden der kommes frosting på.



Kakaofrosting
1 dåse kokosmælk - den fede fløde derfra, koldt*
1 spsk. kakaopulver, jeg bruger Valrohna
1 spsk. kokossukker

Kom kokosfløden, kakaopulveret og kokossukkeret i en skål. Pisk det rigtig godt igennem med en håndmikser.
Smag om der mangler kakao eller sødme, der er stor forskel på mængden af kakao, som skal bruges alt efter hvilken slags man bruger. 




Kagen blev virkelig god. Dejligt svampet og let krydret, næste gang vil jeg dog prøve at krydre den lidt ekstra, da jeg synes krydderier står godt sammen med squash og rosiner.
Rosinerne kan som sagt udelades, jeg elsker bare rosiner i squash- og gulerodskage, men det er jo en smagssag.
Om kakaofrostingen er helt optimal til sådan en kage er jo også en smagssag. Jeg syntes, det var godt sammen og nu var jeg begyndt på den helt mælkefrie version, men ellers er den klassiske flødeostecreme jo perfekt til sådan en kage her.


Kan du lide kager med rosiner i?


*Stil en dåse kokosmælk i køleskabet ca. 1 døgn. Åben dåsen i bunden og lad vandet løbe ud. Det som er tilbage er det lækre kokosfløde.
Jeg har altid en dåse til at stå i køleskabet, så der ikke skal ventes 1 døgn, hvis jeg pludselig skal bruge det.



søndag den 15. september 2013

Madplan uge 38

Det er ved at være længe siden jeg opdaterede herinde, og endnu længere tid siden jeg lagde en plan ud.
Men nu er sommeren vist definitivt ovre og derfor skal der gang i madplanerne igen. Jeg synes det er noget nemmere at overholde dem i de koldere måneder, hvor vejret ikke ligefrem indbyder til udendørs aktiviteter efter arbejde.

Uge 38

Mandag: Grov salat med sprødstegt andebryst

Tirsdag: Rød suppe med hvid fisk

Onsdag: Hawaii-koteletter med karrysovs, grønkålssalat og sprødstegt blomkål

Torsdag: Frikadeller med kartoffelsalat ala blomkål

Fredag: Tapas/hvad køleskabet gemmer

Lørdag: Oksefilet med bearnaisedip, salat og bønnefritter

Søndag: Fødselsdag for min datter om eftermiddagen, så rester, omelet eller andet nemt


søndag den 18. august 2013

Kakaosnitter

For noget tid siden lavede jeg denne kage og havde et stykke med til min kollega. Siden da har hun efterspurgt opskriften rundt regnet 1 million gange (det må da være et godt tegn?).
Opskriften stammer oprindeligt fra en paleoside på facebook, jeg har dog ændret i opskriften, så den passede til mig.
Så kære kollega denne opskrift er dedikeret specielt til dig ;)




Kakaosnitter

Bund
3 æggeblommer
50 g fintkværnede mandler
2 spsk. kokosfibre
50 g alm. kokosmel (revet kokos)
50 g smeltet smør
1 spsk.Sukrin Gold
1 tsk. vanillepulver

Sådan gør du
Æggeblommerne røres godt Sukrin Gold og vanilliepulver. Resten af ingredienserne røres i og dejen presses ud i et fad beklædt med bagepapir, dette gøres nemmest med bagsiden af en ske dyppet i koldt vand.
Forbages i 10 min på 160 grader.

Marmelade*
2 stængler rabarber
200 g jordbær

Sådan gør du
Rabarber skæres ud, kommes i en gryde sammen med jordbærerne og evt. lidt vand i bunden, så det ikke brander på.
Koges godt sammen og blendes til en jævn masse.

Toppen
3 æggehvider
2 spsk. kokossukker
2 spsk. kakao (juster ifht. hvilken kakao du bruger, jeg bruger Valrhona som er ret stærk)
100 g alm. kokosmel (revet kokos)

Sådan gør du
Pisk æggehviderne stive sammen med kokossukkeret. Vend kakao og kokosmel i. Smag efter om blandingen behøver lidt mere sødme/kakao.

Kagen lægges sammen
Marmeladen kommes på den forbagte bund i et jævnt lag. Toppen smøres ud så godt som muligt, kan være lidt svært, da det er en ret tyk masse. Gør ikke noget toppen ligger lidt i klatter - det eneste der sker, er at kagen bliver mindre pæn :)
Bages i ca. 15-20 min på 160 grader til den er færdig. Køles af og spises, er der rester opbevares de på køl.




*Jeg brugte ikke det hele af marmeladen, vurder selv hvor meget du vil have på kagen.
Jeg er sikker på den også kan laves med andre slags frugt/bær.

tirsdag den 30. juli 2013

Hotte overraskelser

Her en dag i vores ferie, var vi en tur i Djurs Sommerland med min veninde + børn. Vi skulle jo selvfølgelig grille vores frokost, ligesom halvdelen af alle de andre gæster i parken også skulle.
Nu er det så ikke maden derfra jeg vil vise frem, for pølser og brød (i mit tilfælde blomkålsbrød) kan I nok godt forestille jer, hvordan man laver.
Men derimod havde nabo-grilleren en meget spændende ting med, som jeg straks måtte prøve af hjemme og det kom der følgende resultat ud af.



Hotte overraskelser
1 person

1 snackpeber
1 pølse af god kvalitet, jeg brugte kyllingepølser med Løgimose med citron og timian de er dog ikke helt glutenfri
2 tsk. sambal oelek (eller efter smag)
Et par skiver hel mozzarella
4 skiver bacon

Tænd ovnen på 200 grader.
Halver snackpeberen. Kom mozzarellaen i, put sambal oelek på  og læg en halv pølse i hver snackpeber. Kom nu 2 skiver bacon rundt om hver snackpeber.
Kommes i ovnen i ca. 20 min.




Da det er en rimelig fed ret det her, er det perfekt med noget grønt til. Da jeg var lidt doven, snittede jeg noget spidskål og pressede lidt citronsaft over. Voila.



mandag den 29. juli 2013

Jordbærtærte

Ja ja jeg ved godt jeg er lidt sent ude med denne kage, da jordbærsæsonen er ved at være ovre, men så kan opskriften bruges igen næste år eller med andre bær.

Jeg har holdt ferie i stor stil og derfor er der ikke rigtigt blevet opdateret herinde, men nu starter hverdagen igen i morgen, og derfor synes jeg I fortjener opskriften på denne lækkerbidsken.

Selve kagen var rigtig god, men cremen virkede ikke så godt dertil, I får dog opskriften alligevel. Næste gang vil jeg dog lave en anden creme dertil.



Jordbærtærte

Bunden
200 g mandler
80 g blødt smør
3 æg
2 spsk. kokosfibre
2 spsk. kokossukker 

100 g chokolade, mindst 70% 

Tænd ovnen på 160 grader.
Mandler kværnes til helt fint mel, jeg brugte først foodprocessoren og dertil fik det en tur med stavblenderen, til konsistensen var som fint mel.
Alle ingredienserne kommes i foodprocessoren (eller røres med elpisker) og blandes til det er en sammenhængende dej.
Tærteform beklædes med bagepapir og dejen smøres ud med en dejskraber. Dejen er meget klisteret, men det er helt rigtigt.
Bages ca. 15 min, tjek efter med tandstik om bunden er færdig.

Chokoladen finthakkes og kommes på bunden mens den stadig er varm, således at chokoladen smelter. Smøres jævnt ud.

Nu skal bunden køle helt af inden der kommer creme på.
Opskriften jeg brugte på creme er denne vanilliecreme fra Madbanditten. Cremen smager virkelig godt, men var, efter min mening, for tynd til denne jorbærtærte.

Til slut pyntes kagen med lækre, friske jordbær.




lørdag den 13. juli 2013

Græsk stemning med en skøn kold frappé

Jeg elsker sommer! Jeg elsker Grækenland! Jeg elsker kaffe!

For tiden er der jo et skønt vejr her i lille Danmark. Vejret indbyder til udeliv og kold iskaffe. Derfor er mange af mine eftermiddage efterhånden gået på min lille altan i solskin med selskab af en god krimi og en kold frappé.
Danmark er skøn, savner dog stadig Grækenland ;)



Græsk Frappé
1 stort glas

2 tsk. instantkaffe (jeg bruger en øko fra Peter Larsen)
Vand
Isterninger
Evt. mælk og sukker

Sådan gør du
Kaffen puttes i et bæger, hvori der kan bruges en stavblender, dækkes lige akkurat med koldt vand. Blandingen skummes godt op med en stavblender. Kaffeskummet kommes i et stort glas og der fyldes forsigtigt op med koldt vand.
Nu kan der så fyldes mælk og sukker i efter behag.
Til sidst puttes nogle isterninger i og et sugerør, nydes gerne i solen :)



fredag den 28. juni 2013

Skøn LCHF pizza - helt uden blomkål

Alle, som spiser efter LCHF-pricipperne, kender jo til blomkålspizzaen. Mange kender nok også til pizzaen baseret på Halloumi som bl.a. Jane har lavet. Personligt synes jeg, at pizzaen lavet på Halloumi er bedst. Bunden hænger bedre sammen, og det er muligt at spise den som en "slice". Synes også konsistensen er mere som en alm. pizza.




Pizzabund lavet af Halloumi
4 små bunde

200 g Halloumi
3 æg
2 spsk fiberhusk
½ dl fløde

Sådan gør du
Tænd ovnen på 250 g.
Halloumi smuldres i mindre stykker og kommes i en skål sammen med æg og fløde. Det stavblendes sammen til en jævn masse. Fiberhusk tilsættes og dejen røres godt sammen, hviler 10 min.
Dejen kommes nu på en bageplade med bagepapir med en stor ske, 4 stk. De 4 stykker dejen glattes nu ud, dette gøres nemmest med bagsiden af en ske dyppet i vand.
Bages 10 min., hvorefter fyld kan puttes på.




Fyldet kan jo varieres efter behag, denne gang bestod mit fyld af lidt rester fra køleskabet - peberfrugtpesto, chorizio med jalapenos og mozzarellaost, toppet med rucola.

Ifølge Jane fra Madbanditten kan bundene fryses, hvilket jo er smart - så er der hurtig mad til de travle dage!



torsdag den 27. juni 2013

Rød peberfrugtpesto

Pesto er godt, meget pesto er meget godt - og det kan laves i SÅ mange variationer. Det er godt til at spice en kedelig omgang (squash)pasta op eller som dyppelse til grønsager.
Her kommer min version på peberfrugtpesto, som jeg har brugt til at spice en pizza op med (opskrift følger).




Rød peberfrugtpesto
1 lille glas

2 røde peberfrugter
2 fed hvidløg
½-1 rød chili uden hinder og kerner
Hvidvinseddike
Olivenolie
Salt
Evt. chiliflager 

Sådan gør du
Peberfrugterne skæres i kvarte, kernerne fjernes. Puttes i ovnen på 250 grader med grill. De er klar, når de er godt sorte, glemte desværre at tage tid, men måske 15 min.? Hold øje med dem. Når de er godt sorte i skindet, tages de ud af ovnen og køler af.
Skindet flåes af, og de kommer i en skål sammen med hvidløg og chili. Blend til en jævn masse. Rør olivenolie i efter smag (jeg brugt nok ca. 0,5 dl).
Smag til med salt, hvidvinseddike og evt. chiliflager.
Hæld på et skoldet glas og opbevar i køleskabet.




tirsdag den 25. juni 2013

Sommer, sommer og sol.......

..... eller ja det burde det i hvert fald være, synes dog ikke at sommervejret er helt optimalt lige for tiden.
Men mens vi venter på sommeren, så kommer her en opskrift på koldskål og kammerjunker - LCHF-style. Disse opskrifter går nok ikke an på en striks LCHF, da mælkeprodukter jo indeholder mælkesukker og kokossukker heller ikke er kulhydratfri, men dog med et lavere GI end hvidt sukker, og derfor mindre blodsukkerbelastning.
Koldskålen smagte skønt af jordbær og kammerjunkerne var rigtigt sprøde, prøv dem endelig!
Smager skønt at servere med et lille drys hakket citronmelisse.




Jordbærkoldskål
7,5 dl kærnemælk
2,5 dl fløde
1 æggeblomme (kan sikkert også bruge flere, havde bare lige en til overs)
2 spsk. Sukrin+
Kornene fra 1 stang vanille 
250 g jordbær (friske eller frosne)

Sådan gør du
Æggeblommen piskes skummende sammen med Sukrin+ og vanillen. Kærnemælken piskes i. Fløden piskes let stiv og vendes i resten.
Hvis jordbærrene er friske blendes halvdelen sammen koldskålen og den anden halvdel skæres i kvarte og kommes i.
Hvis de er frosne som mine (selvpluk, behøver derfor ikke have opkog), tøes de lidt op og blendes til en "softice" som derefter røres i koldskålen.
Stilles på køl til det skal serveres.

Sprøde kammerjunker
15-20 stk.

50 g fintkværnede mandler
15 g kokossukker
15 g kokosfibre
25 g smør
1 æggehvide
1 tsk. vanillepulver
0,5 tsk. citronsaft
Skallen fra 0,5 øko citron
1 lille tsk. natron

Sådan gør du
Tænd ovnen på 160 g varmluft.
De tørre ingredienser blandes i en skål. Smørret smuldres sammen med de tørre ting i skålen. Citronskal, citronsaft tilsættes. Æggehviden tilsættes og samler dejen.
Dejen er nok lidt våd nu, men lad den stå 5-10 min og fibrene suger væske til sig.
Form nu nogle små kugler, og læg dem på en rist med bagepapir på. Giv alle kuglerne et tryk på midten med pegefingeren, så de bliver flade.
Bag dem midt i ovnen i 20 min. Sluk ovnen, men kammerjunkerne stå derinde i yderligere 40 min.
Tag ud og køl af.




  

mandag den 24. juni 2013

Om at spise LCHF på Kreta

Skøn lille taverna i den lille by Afrata


For et par uger siden kom vi hjem fra en vidunderlig ferie på Kreta. Det er anden gang vi har været på øen, og det kan klart anbefales.
Selvom det kan synes uoverskueligt at fortsætte de gode spisevaner herhjemmefra, når man er på ferie, så er det slet ikke så svært - men det kræver en enorm rygrad!
Man kan jo også vælge at sige "pyt" og så bare nyde ferien i fulde drag med hvad den nu indebærer i form af is og mad.

Jeg har jo spist LCHF igennem knap 1,5 år nu og også overlevet nogle ferier ved at fortsætte i samme mønster, derfor var det for mig naturligt at fortsætte med samme mad, som jeg gør hjemme.

Hvis du ligesom jeg, gerne vil fortsætte med livsstilen, selvom du er på ferie, kommer her nogle gode råd:

I år rejste vi med Startour og allerede ved bestilling af rejse, kommer første valg - mad på flyet eller ej. Jeg fravælger altid maden til mig selv, snupper et par æbler og en pose mandler med og overlever på det. Man kunne sikkert lave en lidt bedre madpakke, men for mig er det vigtigste, at det er nemt og er desuden ikke klar over hvor velanset en regulær madpakke er på flyet?!?

Vi boede på Stefan Village i Agia Marina. Det var et virkeligt godt hotel, og kan helt sikkert anbefales til jer, som rejser med børn.
Agia Marina ligger ca. 9 km fra Chania. Det er én af mange badebyer, som ligger side om side på hele kysten. Agia Marina har intet autentisk græsk over sig, den er rent turistopbygget- alligevel er jeg dog glad for byen, da det er nemt med børn. Er du til det rigtige Grækenland, er det nok en god idé at leje en bil og komme ud i de små byer.
I Agia Marina ligger tavernene side om side med souvenirbutikkerne. Der findes, som et hvert andet sted, masser af dårlige spisesteder, men også rigtig mange gode.

På hotellet havde vi i år, valgt selv at stå for morgenmaden. Hjemmefra havde jeg lavet en omgang LCHF granola (opskrift følger senere). Derudover er der jo en del lækre græske specialiteter såsom græsk yoghurt og fetaost, suppleret med frisk frugt og æg udgjorde det en fantastisk morgenmad.




Frokosten blev enten indtaget på vores terrasse og lignede så morgenmaden en del (jaja ingen har sagt det var varieret mad) eller også spiste vi ude, hvor jeg så brugte samme tricks som til aftensmaden.

Aftensmaden blev hver aften spist ude. Aftensmåltidet kan for nogle synes svært, da alt serveres med enten ris, kartofler eller begge dele. Jeg frabad mig dog bare at stivelse til og spurgte om ekstra grønsager/salat. Derudover blev der ofte bestilt en græsk salat ved siden. Dette kan også være en god mulighed, hvis man ikke vil gøre så besværlig - en salat ved siden af og så bare levne stivelsen.


Kylling med fyld af ost og bacon om, Nostos


Kylling Soulaki med fetasauce og salat, Symposium


Græsk salat


Et par af de steder vi spiste, kan virkelig anbefales:
Nostos, dansk ejer med god humor, skøn mad og dejlig stemning.
Nymfi, betjening på bl.a. svensk, fantastisk mad og god udsigt hvis man sidder ovenpå. Nedenunder er der en eftersigende god legeplads.
Symposium, ganske enkelt super lækkert mad.

Når børnene fik en is, nød jeg en skøn Frappé, uden sukker, men med mælk.

Billede fra min instagram, 
da jeg desværre ikke fik taget et på ferien







Og det kan godt være, at mine børn ikke spiser LCHF ligesom jeg gør, men specielt den store er meget glad for kød

Resterne af spareribsene, vil gætte på 500 g


Har I gode rejsetips til Kreta, så smid dem gerne i kommentarfeltet, da det bestemt ikke er sidste gang, vi tager derned :)

mandag den 17. juni 2013

Madplan uge 25

Denne uge bærer præg af hurtig mad, da vi er sent hjemme mange dage samt har skolearrangement. Derudover synes jeg det er en fantastisk årstid vi er kommet ind i, det bugner med lækre grønsager. Det kommer til udtryk i, at der meget ofte er en omgang salat som tilbehør.

Mandag: Halloumipizza med stærk rød pesto, chorizio og salat

Tirsdag: LCHF chiliburger med squashfritter og salat

Onsdag: Skolearrangement - frikadeller og salat? til fællesbord

Torsdag: Stegt flæsk med blomkålspersillesovs og salat

Fredag: -

Lørdag: -

Søndag: -

søndag den 16. juni 2013

Sommerkage med rabarber og jordbær

Jeg er sådan et underligt menneske, som selv tager mad med, når jeg skal til fødselsdag. Sådan en situation stod jeg i forleden dag, da jeg var inviteret til min venindes døtres fødselsdag.
Som sædvanlig tog jeg et par af de skønne gulerodsboller med og så kreerede jeg denne skønne sommerkage, som jeg også nuppede et stykke med af.



Sommerkage med rabarber og jordbær
Springform på ca. 18 cm i diameter

Bunden
100 g fintmalede mandler
3 æg
50 g smør
50 g chokolade 70%*
2 spsk. Sukrin Gold
1 spsk. kokosfibre

Sådan gør du
Tænd ovnen på 160 grader.
Smør og chokolade smeltes sammen i en gryde på lavt blus. 
Æggene piskes luftige med Sukrin Gold. Resten af ingredienserne tilsættes og der røres til blandingen er jævn og glat. 
Dejen hældes i smurt springform og bages ca. 15 min - lav tandstikprøven, tandstik stikkes ned midt i kagen, hænger der dej ved, skal den have lidt længere.
Skal afkøles helt inden den pyntes.

 

Rabarberskum
1 stor stængel rabarber - vil gætte på 80 gram
1 spsk. Sukrin Gold
2,5 dl fløde
Kornene fra en ½ vanilliestang

Sådan gør du
Rabarberen skæres i mindre stykker, koges i gryde til det er mos, tilsæt evt. lidt vand hvis det brænder på. Smages til med Sukrin Gold. Sættes til side til det er afkølet.
Fløden piskes stiv med vanillekornene og den afkølede rabarbermos vendes i.

Pynt
Ca. 200 g jordbær
Lidt chokolade til at lave spåner af

Den afkølede bund befries fra formen. For at få kagen pænest, lægges selve ringen nu over bunden igen og rabarberskummet smøres på. Ringen fjernes og kagen pyntes med jordbær, som er skåret i skiver/kvarte/halve efter behag. Pyntes med chokolade lavet til spåner med en kartoffelskræller.







*Næste gang vil jeg bruge 100 g chokolade i stedet, da jeg synes smagen var lidt for mild.

mandag den 10. juni 2013

Madplan uge 24

Mandag: Oksefilet med broccolisalat, bacon i svøb og bearnaisedip

Tirsdag: LCHF-sandwich ala philly cheese-steak

Onsdag: Spansk sommergryde med blomkålsris og salat

Torsdag: Krydrede frikadeller med broccolidip og grønsager

Fredag: Lasagne og råkost

Lørdag: Rester fra fredag

Søndag: Omelet med grønt

søndag den 9. juni 2013

1,5 måned.....

......siden jeg sidst opdaterede herinde. Overskuddet har ikke rigtigt været der, da jeg har gennemgået en stor personlig krise.
Jeg mistede desværre min mor d. 2. maj. Hun var syg med kræft og fra den ene dag til den anden gik det pludselig hurtigt ned af bakke med hende.
Så energien til at blogge har ikke helt været der.

Nu tror jeg dog, jeg er klar igen og har en masse opskrifter klar, som jeg skal have lagt herind :)

tirsdag den 23. april 2013

Madplan uge 17

Af forskellige personlige ting er overskuddet til at blogge, der ikke rigtigt for tiden. Derfor kommer der ikke så meget fra min front p.t., når overskuddet vender tilbage, skal der nok blive blogget igen :)

Her er den lidt forsinkede madplan for denne uge.

Mandag: Laks med smøreost og sprød crust, broccolisalat

Tirsdag: Tærte med kylling, spinat og fetaost, blandet grøn salat

Onsdag: Boller i karry med blomkålsris og råkost

Torsdag: Chili con carne med tomatsalsasalat, guacomole og blomkålsris

mandag den 15. april 2013

Madplan uge 16

Så står den på madplan igen. Langt om længe har jeg faktisk fået lavet en, hvor jeg glæder mig til at spise det hele.
Weekenden er endnu ikke planlagt, kreativiteten forsvandt, men køleskabet er fyldt til bristepunktet, så mon ikke der kan blive fremtryllet noget lækkert?

Mandag: Spinatsuppe med smilende æg

Tirsdag: Kylling i karry med grønsager og blomkålsris

Onsdag: Tyrkisk pizza med salat

Torsdag: Rødspættefileter med hvidløgssmør og pesto, tomatsalat med grillet aubergine, falsk couscous salat

Fredag: Ej planlagt

Lørdag: Ej planlagt

Søndag: Fetafrikadeller med basillikumdressing og råkost

onsdag den 10. april 2013

Spicy mango-/tomatsalat

Denne salat så jeg ude ved min veninde en dag, hun havde lavet den, jeg nåede lige at smage en enkelt bid og fik ikke spurgt, hvad den helt bestod af. Jeg har prøvet at lave en magen til, den er sød og stærk på samme tid, en fantastisk kombination.




Spicy mango-/tomatsalat

1 moden mango
200 g små tomater (jeg brugte en bakke med blandede tomater - røde, gule og stribede)
1 fed hvidløg
½ rød chili 
En håndfuld hakket persille

Sådan gør du
Mangoen udstenes og skæres i små tern. Tomaterne halveres. Hvidløget og chilien hakkes meget fint. Det hele blandes og persillen kommes i.

Simpel og nem salat med flotte farver.


  

mandag den 8. april 2013

Banankage med et twist - uden mel og sukker

Jeg havde et par triste bananer liggende og for at de ikke skulle ende i skraldespanden bestemte jeg mig for at smide en kage sammen.
Bananer er jo ikke specielt lowcarb, men jeg har efterhånden tilpasset LCHF-livsstilen, så den passer til mig. Derfor kan jeg godt finde på at bruge bananer i kage (kan ikke lide dem, når de bare spises) eller finde på at bruge søde frugter i salat eller spise gulerødder.
Jeg synes ikke det vigtigste er at undgå alt hvad der hedder kulhydrat og ligge på et indtag på under 25 g eller hvad de strikse nu ligger på. Det vigtigste for mig, er at dette er en livsstil jeg skal kunne leve med resten af livet!



Banankage med et twist
Springform på 18 cm i diameter

80 g blødt smør
2 + ½ spsk. kokossukker
Kornene af en stang vanille
3 æg 
2 modne bananer
1 dl fintkværnede mandler
½ dl kokosfibre
1 tsk. bagepulver
1 dl fløde
2 spsk. kokosmel
2 spsk. kakao*
Et par håndfulde chokolade til overtræk
Smør til formen

Sådan gør du
Tænd ovnen på 175 grader.
Kornene fra vanillestangen mases den halve spsk. kokossukker, sådan at de ikke klumper sammen i kagen.
Smørret piskes med de 2 spsk. kokossukker og vanillekornene. Æggene røres i til dejen er ensartet. Bananerne puttes i og der piskes til der ingen klumper er. De fintkværnede mandler, kokosfibrene, bagepulver og fløden røres i.

Dejen deles nu i to. Den ene del røres de 2 spsk. kokosmel i, den anden del kommes kakaopulveret i.
Det meste af den hvide dej kommes i en smørsmurt springform, gem lidt af den. Den brune dej kommes ovenpå og smøres ud, således man ikke kan se den hvide dej. Resten af den hvide dej kommes øverst. 
Tag nu et sugerør/kniv/grillspyd e.lign. og kør først zig-zag gennem dejen på den ene led og derefter zig-zag på den anden led, så der kommer et fint mønster.
Bages ca. 30 min., tjek om den er færdig ved at prikke med en tandstik i midten, hænger der dej ved skal den bage lidt længere.

Når kagen er komme ud af ovnen kommes chokoladen ovenpå, når den smelter smøres det jævnt udover kagen.

I stedet for at overtrække kagen (så man ikke kan se det fine mønster), kan man putte hakket chokolade i den mørke dej.

*Jeg bruger Valrhona kakaopulver og dejen blev lidt for bitter, blev nødt til at putte en tsk. agarvesirup i. Næste gang vil jeg kun bruge 1 spsk. kakaopulver. Så smag dig lidt frem - og nej jeg er ikke salmonella forskrækket, men er du skal du nok ikke smage på den rå dej ;)



  

Madplan uge 15

Mandag: Hotdogs med hjemmelavet remoulade, tomatsalsa og ristede champignons.

Tirsdag: Rester af en slags

Onsdag: Forloren hare med hvidløgsbønner og Waldorfsalat

Torsdag:  Rødspættefilet i svøb med blomkålspersillesovs og en salat

Nem og hurtig uge, som bærer præg af at madplaner hænger mig langt ud af halsen, men det hænger mig endnu mere ud af halsen at skulle stå i køledisken hver aften og finde på,så jeg hænger i.

Må I have en skøn uge med masser af spændende mad :)

søndag den 7. april 2013

I'm back!

Jeg har forsømt jer og bloggen, jeg ved det! Tiden har bare ikke rigtigt været der, men har dog lavet mad mens jeg har været væk herfra, så jeg har en del indlæg jeg skal have skrevet. Så nye og lækre opskrifter kommer der flere af :)

De fleste af mine seneste blogindlæg har vist handlet om søde sager, men jeg spiser altså også andre ting. Jeg synes bare de søde sager er sjovest at finde på og afprøve. Måske jeg skulle ændre denne blog til udelukkende at handle om søde sager lavet på LCHF manerer? Narh nok ikke, så kommer der vist nogle ekstra kilo på sidebenene :)
Selvom at de søde sager bliver lavet uden mel og sukker, så de jo ikke sådan decideret sunde og er jo ikke det som størstedelen af ens LCHF-mad skal bestå af.
Når man kigger på mange LCHF blogs er der rigtig mange opskrifter på kager, desserter, chokolade osv., det kan derfor godt se ud som om, at man kan mæske sig i de søde sager, som man vil, men sådan hænger det ikke sammen.
Derfor kommer der her en opskrift på en skøn og nem salat, bare for at bevise at jeg altså ikke lever af kage selvom jeg godt kunne tænke mig det.




Æble-/sellerisalat

Ca. 1/4 knoldselleri
1-2 æbler
Saften fra 1/2 citron
En håndfuld hakket persille 
1 tsk. agarvesirup

Sådan gør du
Knoldsellerien skæres i ca. 0,5 cm tykke skiver (dette synes jeg er nemmest, gør som du finder nemmest). Skralden skæres af og knolden skæres ud i små tern.
Æblet vaskes og skæres i små tern, blandes med knoldselleri i en skål, citronsaften og agarvesiruppen tilsættes, røres godt rundt. Persillen kommes ved og der røres igen godt rundt.
Må gerne stå og trække lidt, bliver den kun bedre af. Salaten er også fin dagen efter, citronsaften gør at æblerne ikke bliver brune.






Her blev salaten serveret til et stykke stegt laks og ærte-/myntemos.
Som de vakse kan se, så er min selleri ikke i tern, men i "flager". Anden gang jeg lavede salaten, blev sellerien skåret i tern i stedet og det fungerede bedre synes jeg.

mandag den 1. april 2013

Madplan uge 14

Jeg ved der har været lidt stille på bloggen den sidste uges tid, men har været ramt af sygdom og ferie, men har et par opskrifter gemt, som forhåbentligt bliver smidt på i løbet af denne uge.
Indtil videre må I nøjes med denne uges madplan :)

Mandag: Lasagne med æble-/sellerisalat

Tirsdag: Madpandekage med skinke-/svampefyld og resten af salaten fra mandag

Onsdag: Spise ude

Torsdag: Karbonader med blomkål, ærter, gulerødder og smørsovs

Fredag: Lakse-spinattærte

Lørdag: Kyllingespyd med aioli og noget grønt

Søndag: Indisk okse- og spinatgryde i yoghurtsauce med blomkålsris og naan

fredag den 29. marts 2013

Trøfler - som bageren laver dem, dog uden sukker og mel ;)

Som nogle af jer har set på Instagram har jeg lavet LCHF trøfler eller romkugler, som sjællænderne siger ;)
Der har været en del forespørgsel på opskriften, og det kan jeg da godt forstå, for en trøffel er da for lækker hvis vi lige ser bort fra rygterne om, at bagerne bruger klamme kager, som har været på gulvet.
De er egentlig super nemme og hurtige at lave, men besværliggøres dog, hvis du ligesom mig, ikke lige har kagerester (hvem fanden har kagerester?!?) og derfor først er nødt til at bage en kage, men dette har jeg også løsningen .




Luksus trøfler
Ca. 7 stk. i bager-størrelse
  • 300 g kagerester, gerne chokoladekage
  • 1 spsk. "hindbærsyltetøj" (frosne hindbær, som er kogt ind)
  • 6 tørrede abrikoser, gerne de økologiske så vi undgår svovl
  • 1 tsk. romessens eller mørk rom
  • 1 håndfuld hakket chokolade 70%

Sådan gør du
Abrikoserne overhældes med kogende vand, står 10 min., og blendes derefter til en puré.
Kageresterne findeles i en skål, dette gøres nemt og hurtigt ved at bruger håndmikseren. Hindbærsyltetøjet, abrikospuréen og romessens tilsættes og der røres videre med håndmikseren til en sammenhængende dej, som kan formes til romkugler.
Smag på dejen, og se om der skal enten noget sødning, kakao, mere romessens i. Er den som den skal være, tilsættes chokoladen og formes til romkugler i ønsket størrelse.

Jeg trillede mine i alm. kokosmel, men er man ekstra fræk, kan man jo overtrække dem med mørk chokolade eller måske multfarvet "krymmel".

Opbevares på køl.



onsdag den 27. marts 2013

Chokoladekage uden sukker og mel

Forleden aften kreerede jeg en chokoladekage til et, endnu, hemmeligt projekt. Jer som følger med på Instagram kan nok godt regne ud til hvad, opskrift følger senere :)

Chokoladekage uden mel og sukker
Sandkageform på ca. 10x24 cm

  • 70 g blødt smør
  • 1 spsk. kokossukker
  • 2 spsk. Sukrin+
  • 1 spsk. agarvesirup
  • 1 tsk. vanilliepulver
  • 3 æg
  • 1,5 dl fintkværnede mandler
  • 3 spsk. kokosfibre
  • 1 tsk. bagepulver
  • 3 spsk. kakaopulver*
  • 1 dl kokosmælk (gerne den fede del)
  • ½ dl vand  
 Sådan gør du
Tænd ovnen på 160 grader.
Smør piskes godt med kokossukker, Sukrin+, agarvesirup og vanillepulver. Æggene røres i, ét af gangen og der røres godt mellem hvert æg. De fintkværnede mandler, kokosfibre, kakao og bagepulver tilsættes dejen og der røres endnu engang. 
Kokosmælk og vand tilsættes til sidst og efter en gang omrøring, skal dejen hvile ca. 10 min. 
Bages ca. 40 min., tjek efter med en tandstik om kagen er færdig - stik i midten af kagen, hænger der dej ved, skal den have lidt ekstra.

*Jeg bruger Valrhona kakaopulver, bruger man andet, kan det være at der skal justeres på mængden, da Valrhona er ret kraftigt i smagen. 



Jeg synes nogle gange, at LCHF kager har en tendens til at blive lidt underlige i konsistens, men denne blev rigtig god. Tæt på en normal chokoladekage, dog uden at blive tør, som jeg synes de almindelige har en tendens til.
Denne kage blev også godkendt af børnene.

mandag den 25. marts 2013

Madplan uge 13

Nu er det jo påskeugen og vi er så heldige at have ferie. Børnene tager dog på påskeferie ved deres far fredag, så derfor er ugen lidt kort.
Derudover gik det ikke så godt med at overholde planen i sidste uge, der blev improviseret lidt nogle sene dage, og derfor er der gengangere i denne uge.

Mandag: Rest af gryderet fra i går

Tirsdag: Boller i karry med blomkålsris og råkost

Onsdag: Laks med pesto-squashpasta, ærte-/myntemos og syrlig æble-/sellerisalat

Torsdag: Ud at spise

søndag den 24. marts 2013

Kokos-/hindbærsnitte uden sukker og mel

Jeg har det sidste stykke tid cravet efter hindbærsnitter! Sjovt nok at det lige er hindbærsnitter, for de har aldrig sagt mig det store, det der hvide glasur er aldrig rigtig faldet i min smag, sjovt nok for sødt ;)
Men da jeg ikke har tænkt mig at "synde" med hindbærsnitter, måtte jeg jo finde på mine egne. Synes nogle gange, når man bager uden mel og sukker, at det kan være svært at få dej sprød, men da jeg lavede tærte forleden, blev kanten ret sprød og deraf opstod idéen til en sprød kagebund.
Det er selvfølgelig ikke det samme som at spise en hindbærsnitte, men den var god - ikke så sød, så hvis man er til meget søde ting skal man nok skrue lidt op sødestoffet.




Kokos-/hindbærsnitte
Ca. 7 små

Bunden 
  • 2 dl mandler
  • ½ dl solsikkekerner
  • ½ dl kokosmel
  • 40 g smør
  • 1 spsk. kokosfibre
  • 1 spsk. Sukrin+ 
  • 1 tsk. vanillepulver
  • 1 æg
Sådan gør du  
Mandler kværnes så fint som muligt i foodprocessor. Resten kommes i og der blendes (eller hvad man nu kalder det) til det hele er en sammenhængende  dej.
Stilles på køl i 30 min.
Dejen skal nu rulles ud i to plader, knap ½ cm tykkelse. Dette gøres nemmest ved at dele dejen i to, lægge den ene del på bagepapir, dække til med bagepapir og så rulle det ud. Gentages med den anden del af dejen og kanterne skæres til så de to plader er nogenlunde lige store.
Jeg bagte  dem i ca. 15 min på 160 grader og sænkede derefter temperaturen til 140 grader i endnu 15 min. De skal være gyldne og føles sprøde, men ej brændte.
Tages ud og køles helt af på en rist.



Hindbærfyld
  • 100 g frosne hindbær
  • 1 spsk. kokossukker
  • ½ plade husblas
Sådan gør du
Husblas lægges i blød i koldt vand, mens hindbærrene koges op med kokossukkeret. Røres rundt og hindbærklumperne mases med en ske. Når det er ensartet i konsistens tages gryden af varmen, husblassen vrides let for vand og kommes i den varme hindbær. Røres godt rundt, så der ingen klumper kommer. Køles helt af.

Når både bunden og fyldet er kølet helt af, smøres den ene bund med hindbærfyldet og den anden lægges over.
"Glasuren" er kokossmør/creamed coconut, som er smurt ud over.
Skæres i ønsket størrelse med en skarp kniv.




fredag den 22. marts 2013

Thai beef salad

Forleden dag fik vi culottesteg og da vi kun er 3 personer, er der altid rester. Denne gang blev resterne til en thai beef salad til mig mens børnene fik risengrød.
Den smagte rigtigt godt, om den smagte autentisk aner jeg ikke, da jeg aldrig har fået det før, men god var den.
Jeg skelede til et par opskrifter her og her, ud fra dem fik jeg skabt min egen.
Man kan nok ikke ligefrem kalde det for en LCHF-opskrift, men den er stadig god.

Thai beef salad
2 personer 

Marinade
  • Saft fra to limefrugter
  • 2 spsk. soya
  • 2,5 spsk. fichsauce
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. kokossukker
  • 1 fed hvidløg
  • ½ rød chili uden kerner og hinde
Sådan gør du
Saften fra limefrugterne røres sammen med soya, fichsauce, olie og kokossukker. Hvidløget presse i og chilien hakkes fint og kommes i. Det hele røres rundt.

Salaten
1 rødløg
1 stængel forårsløg
8 cherrytomater
10 cm agurk
1 stor gulerod
Et par håndfulde korianderblade
½ rød peber
Blandet salat efter smag
4 skiver culottesteg (eller andet oksekød)

Sådan gør du
Rødløg skæres i tynde både. Forårsløg snittes fint. Agurk, peberfrugt og cherrytomater skæres i mundrette bider. Korianderbladene nippes af stænglerne. Kødet skæres i tern.
Det hele kommes i marinaden og trækker mindst 10 min.

Den blandede salat anrettes på en tallerken sammen med gulerødderne, som strimles med en kartoffelskræller.
Kød/grønsagsblandingen kommes ovenpå salaten og serveres.




Bonusinfo
Salaten er så ikke nær så god dagen efter i madpakken, så anbefaler man spiser det hele samme dag, som det er lavet :)
 

mandag den 18. marts 2013

Madplan uge 12

Mandag: Culottesteg, lun spidskålssalat, bagt mos, bearnaisedip

Tirsdag: Thai beef salad

Onsdag: Tunfrikadeller, peanutdip, grønssagsstave

Torsdag: Blomkålspizza med kalkun, pølser, peberfrugt og råkost

Fredag: Lasagne

Lørdag: Beef bourguignon med mos

Søndag: Boller i karry med blomkålsris og råkost

søndag den 17. marts 2013

Tærte uden mel

Nu har jeg jo spist LCHF i et års tid efterhånden, og jeg synes sjovt nok aldrig, jeg har fået så god og varieret mad før! Får tonsvis af grønsager og kreativiteten bliver brugt godt og grundigt, når der skal findes på nye retter eller "normale" retter skal laves LCHF-venlige.
En af mine "gamle" favoritspise var tærte. Tærte er så fantastisk, da alle ens rester lige kan blive puttet i - vel og mærke uden at det føles som restemad.
Alm. tærtebund er jo ikke så LCHF egnet, så derfor må der jo nytænkes, og det har svenske Åse gjort rigtigt godt lige her.
Jeg har dog ændret lidt i opskriften, og min version kommer her.




Tærtebund
1 tærteform
  • 2 dl mandler
  • 0,5 dl sesamfrø
  • 0,5 dl solsikkekerner 
  • 1 spsk. fiberhusk
  • 40 g smør
  • 1 tsk. salt
  • 1 æg
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 160 grader. 
Mandler, sesamfrø og solsikkekerne kværnes fint i foodprocessor. Resten af ingredienserne kommes i og der køres til det hele er blevet til en sammenhængende dej.
Dejen trykkes ud i tærteformen, så den er nogenlunde lige tyk over det hele. Prikkes med en gaffel.
Forbages i 15 min.
Fyldet kommes i og der bages i yderligere ca. 30 min.




Som udgangspunkt laver jeg æggemassen med 3 æg, 2 dl væske af en art og en håndfuld revet ost samt salt og peber. Denne gang var væsken 1 dl fløde og 1 dl creme fraiche. Det kunne ligeså vel være hytteost, græsk yoghurt, mælk, skyr osv.
Jeg bruger af de rester som er i køleskabet.

Vores fyld bestod denne gang af:
Kyllingebryst
Fetaost
Broccoli
Bacon

Alt kan jo kommes i og kun fantasien sætter grænser. Er fyldet meget vådt, er det dog en god idé at forstege det, sådan at tærtebunden ikke bliver for våd.