Opskriftindex

tirsdag den 30. juli 2013

Hotte overraskelser

Her en dag i vores ferie, var vi en tur i Djurs Sommerland med min veninde + børn. Vi skulle jo selvfølgelig grille vores frokost, ligesom halvdelen af alle de andre gæster i parken også skulle.
Nu er det så ikke maden derfra jeg vil vise frem, for pølser og brød (i mit tilfælde blomkålsbrød) kan I nok godt forestille jer, hvordan man laver.
Men derimod havde nabo-grilleren en meget spændende ting med, som jeg straks måtte prøve af hjemme og det kom der følgende resultat ud af.



Hotte overraskelser
1 person

1 snackpeber
1 pølse af god kvalitet, jeg brugte kyllingepølser med Løgimose med citron og timian de er dog ikke helt glutenfri
2 tsk. sambal oelek (eller efter smag)
Et par skiver hel mozzarella
4 skiver bacon

Tænd ovnen på 200 grader.
Halver snackpeberen. Kom mozzarellaen i, put sambal oelek på  og læg en halv pølse i hver snackpeber. Kom nu 2 skiver bacon rundt om hver snackpeber.
Kommes i ovnen i ca. 20 min.




Da det er en rimelig fed ret det her, er det perfekt med noget grønt til. Da jeg var lidt doven, snittede jeg noget spidskål og pressede lidt citronsaft over. Voila.



mandag den 29. juli 2013

Jordbærtærte

Ja ja jeg ved godt jeg er lidt sent ude med denne kage, da jordbærsæsonen er ved at være ovre, men så kan opskriften bruges igen næste år eller med andre bær.

Jeg har holdt ferie i stor stil og derfor er der ikke rigtigt blevet opdateret herinde, men nu starter hverdagen igen i morgen, og derfor synes jeg I fortjener opskriften på denne lækkerbidsken.

Selve kagen var rigtig god, men cremen virkede ikke så godt dertil, I får dog opskriften alligevel. Næste gang vil jeg dog lave en anden creme dertil.



Jordbærtærte

Bunden
200 g mandler
80 g blødt smør
3 æg
2 spsk. kokosfibre
2 spsk. kokossukker 

100 g chokolade, mindst 70% 

Tænd ovnen på 160 grader.
Mandler kværnes til helt fint mel, jeg brugte først foodprocessoren og dertil fik det en tur med stavblenderen, til konsistensen var som fint mel.
Alle ingredienserne kommes i foodprocessoren (eller røres med elpisker) og blandes til det er en sammenhængende dej.
Tærteform beklædes med bagepapir og dejen smøres ud med en dejskraber. Dejen er meget klisteret, men det er helt rigtigt.
Bages ca. 15 min, tjek efter med tandstik om bunden er færdig.

Chokoladen finthakkes og kommes på bunden mens den stadig er varm, således at chokoladen smelter. Smøres jævnt ud.

Nu skal bunden køle helt af inden der kommer creme på.
Opskriften jeg brugte på creme er denne vanilliecreme fra Madbanditten. Cremen smager virkelig godt, men var, efter min mening, for tynd til denne jorbærtærte.

Til slut pyntes kagen med lækre, friske jordbær.




lørdag den 13. juli 2013

Græsk stemning med en skøn kold frappé

Jeg elsker sommer! Jeg elsker Grækenland! Jeg elsker kaffe!

For tiden er der jo et skønt vejr her i lille Danmark. Vejret indbyder til udeliv og kold iskaffe. Derfor er mange af mine eftermiddage efterhånden gået på min lille altan i solskin med selskab af en god krimi og en kold frappé.
Danmark er skøn, savner dog stadig Grækenland ;)



Græsk Frappé
1 stort glas

2 tsk. instantkaffe (jeg bruger en øko fra Peter Larsen)
Vand
Isterninger
Evt. mælk og sukker

Sådan gør du
Kaffen puttes i et bæger, hvori der kan bruges en stavblender, dækkes lige akkurat med koldt vand. Blandingen skummes godt op med en stavblender. Kaffeskummet kommes i et stort glas og der fyldes forsigtigt op med koldt vand.
Nu kan der så fyldes mælk og sukker i efter behag.
Til sidst puttes nogle isterninger i og et sugerør, nydes gerne i solen :)