Opskriftindex

søndag den 2. februar 2014

Madplan uge 6

Så er 2014 skudt godt i gang, og ligesom sidste år laver jeg stadig madplan hver uge. Dem skal i selvfølgelig ikke snydes for, måske I kan finde lidt inspiration.
Madplanen er mest ment som inspiration, nogle af tingene kommer der opskrifter på senere, men mangler I noget, så spørger I bare.

Madplan uge 6

Mandag:  Forloren hare med sellerifritter, flødesovs og dampede bønner

Tirsdag: Fish'n'chips med sauce tartare og vitaminrig vintersalat

Onsdag: Grønkålssuppe med bacon

Torsdag: Tærte med kylling og grønt, grøntsagsstave og dressing

Fredag: Gryderet med blomkålsris

Lørdag: Restedag/tøm-ud-i-køleskabet-før-økodag-i-Bilka

Søndag: Noget med en lækker øko-kylling

Denne uge bærer præg af, at jeg skal have tømt ud i fryser samt køleskab, har derfor ikke "måtte" købe kød, kunne ellers godt have brugt en dag med oksekød.

onsdag den 1. januar 2014

01.01.2014









Velkommen til 2014, håber I er kommet godt ind i det.

Det er nu over tre måneder siden jeg udgav det sidste indlæg her på bloggen, og jeg savner det. Jeg har dog flittigt brugt Instagram, så helt tabt i IRL har jeg ikke været.
Jeg vil dog i gang med at blogge herinde igen, da jeg savner det og også mangler et sted til mine opskrifter, når noget har været vellykket :)

Efteråret 2013 blev jeg ramt af decideret vintertræthed, der gjorde at jeg mistede energien til alt - træning, blogging, LCHF. Jeg tror det er længe siden, at jeg har sovet så meget og alligevel var jeg altid træt.
Lige op til julen begyndte det at vende, jeg har fået mere energi, er ikke nær så træt og motivationen for LCHF er kommet tilbage på fuldt drøn - nu mangler træningen bare lige at følge trop :)

Jeg er ikke til deciderede nytårsforsæt, men har alligevel nogle planer og drømme for 2014:

Få en god træningsrytme igen

Planen er at jeg skal afsted til træning tre gange i ugen, ligesom jeg normalvis har gjort. Jeg skal have genskabt noget af den muskelmasse, som er forsvundet det sidste stykke tid - og gerne mere til.

Blive bedre til at holde orden i mit hjem

Rod stresser mig, men alligevel er jeg det største rodehoved, så mit hjem det stresser og demotiverer mig fuldstændig.
I 2013 har jeg fået ryddet mange ting ud og der er kommet meget mere orden i mit hjem, men det er noget jeg skal arbejde videre med. Rod i hjemmet = rod i hovedet.

Mindre online tid, men mere blogging

Jeg vil gerne i gang med at blogge igen, ikke hver dag, men i hvert fald mere end med tre måneders mellemrum. Samtidig vil jeg have skåret ned på den tid jeg bruger online, det har taget helt overhånd og er blevet rent tidsspilde.
Mindre tid online vil også betyde, at jeg får mere tid til de ting som er blevet nedprioriteret på det sidste såsom læse bøger og syning, som jeg ellers elske.

Mere egenomsorg

Deriblandt blive bedre til at ligge i min seng kl. 22 på hverdage. I 2013, mens jeg døjede med vintertræthed, har jeg været tidligt i seng de fleste dage og det har været så rart!
Lave flere af ting som gør mig rigtig glad og fravælge "pligtting".

Jeg har garanteret mange flere ting jeg gerne vil, men her var et lille udpluk af dem.
Har I nogle ønsker for 2014?


tirsdag den 17. september 2013

Indisk aften

En af mine favoritretter er kylling tikka masala. Jeg elsker simpelthen en god hjemmelavet omgang med masser af indisk tilbehør, såsom raita, mangochutney og naan.
Selvom jeg er gået på LCHF-vognen, laver jeg stadig retten - det er ret nemt at lave den LCHF-venlig.
Det er lidt omstændigt og tager lidt tid at lave retten, men det er helt sikkert det værd!
Den oprindelige opskrift er fra tv2, jeg har dog gennem årerne videreudviklet den, så den passer mere til mit temperament.




Kylling tikka masala
4 personer

500 g kyllingefilet

Marinade:
2 dl yoghurt natural 
2 fed hvidløg, finthakket
2 cm revet ingefær
2 tsk. garam masala
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. salt
Et drys cayennepeber
Saften fra 1 citron  


Rør alle tingene til marinaden sammen i en skål og tilsæt kyllingefilet skåret i tern.
Lad det stå minimum et par timer, gerne flere.

Sauce:
1 finthakket løg
3 fed hvidløg, finthakket
2 cm revet ingefær
3-4 spsk tomatpure
2,5 dl fløde
2 dl vand
3 spsk. finthakkede mandler
En håndfuld hakket koriander (kan udelades)
Salt
Olie/smør til stegning

Kom olie/smør i en stegegryde/wokgryde og varm det op. Svits herefter løg, hvidlød og ingefær. Tilsæt kyllingen inkl. marinaden og lad det småboble i 10 min. Derefter tilsættes tomatpure, fløde, vand og mandler, røres godt sammen og simre ca. 15 min. Til sidst kommes den hakkede koriander i og der røres godt rundt i gryden.
Smag til med salt og evt. flere krydderier efter smag.

Serveres med blomkålsris, raita (opskrift kommer senere), mangochutney (opskrift kommer senere) og naanbrød (opskrift kommer senere).
  


Beklager at billederne ikke lige er de bedste, men jeg har lidt svært ved at få sammenkogte retter til at gøre sig godt på billeder. Men det gør ikke smagen ringere.

mandag den 16. september 2013

Mælke-, sukker- og glutenfri squashkage

Det kan da virkelig ikke passe - hele tre ting på én gang? Jo det passer skam og kagen smager oveni købet skønt. Den er, ligesom mine andre kager herinde, ikke sød-sød som almindelige sukkerfyldte kager, men den har en helt tilpas sødme til mine smagsløg, som efter 1,5 år på LCHF-kost ikke længere sætter pris på kager med 300 g sukker i.
Der er jo selvfølgelig tilsat en form for sukker, men jeg betegner ikke de "tilladte" sødemidler/kokossukker, som rigtigt sukker.




Lækker, svampet squashkage med kakaofrosting
(springform på 18 cm i diameter)

3 æg
3 spsk. Sukrin Gold
1 tsk. vanillepulver
1 tsk. kardemomme
2 tsk. kanel
Knivspids salt
Revet skal fra ½ øko citron
1 lille revet squash (ca. 160 g)
50 g smeltet kakaosmør
2 dl kokosmælk
1 dl hjemmekværnet mandelmel
1 dl kokosfibre
1 spsk. fiberhusk
1 tsk. natron
1 håndfuld grofthakkede nødder (jeg brugte mandler, da det var det jeg havde. Optimalt ville jeg dog foretrække paranødder eller valnødder)
1 håndfuld rosiner (kan udelades)

Tænd ovnen på 160 grader.
Æg piskes luftige sammen med Sukrin Gold, vanillepulver, kardemomme, kanel og citronskal. Revet squash tilsættes sammen det smeltede kakaosmør og kokosmælken, der piskes videre. Derefter tilsættes mandelmelet, kokosfibrene, fiberhusk og natron og der piskes endnu engang. Nu skulle dejen gerne begynde at tykne lidt, og der tilsættes de grofthakkede nødder og rosiner, røres sammen med en dejskraber.
Kommes i smurt springform og bages 30 min. Tjek efter med en tandstik om kagen er færdig - stik tandstikken i kagen, er den fri for dej, er kagen færdig. Er der dej på tandstikken bages kagen lidt længere tid.
Køl kagen helt ned inden der kommes frosting på.



Kakaofrosting
1 dåse kokosmælk - den fede fløde derfra, koldt*
1 spsk. kakaopulver, jeg bruger Valrohna
1 spsk. kokossukker

Kom kokosfløden, kakaopulveret og kokossukkeret i en skål. Pisk det rigtig godt igennem med en håndmikser.
Smag om der mangler kakao eller sødme, der er stor forskel på mængden af kakao, som skal bruges alt efter hvilken slags man bruger. 




Kagen blev virkelig god. Dejligt svampet og let krydret, næste gang vil jeg dog prøve at krydre den lidt ekstra, da jeg synes krydderier står godt sammen med squash og rosiner.
Rosinerne kan som sagt udelades, jeg elsker bare rosiner i squash- og gulerodskage, men det er jo en smagssag.
Om kakaofrostingen er helt optimal til sådan en kage er jo også en smagssag. Jeg syntes, det var godt sammen og nu var jeg begyndt på den helt mælkefrie version, men ellers er den klassiske flødeostecreme jo perfekt til sådan en kage her.


Kan du lide kager med rosiner i?


*Stil en dåse kokosmælk i køleskabet ca. 1 døgn. Åben dåsen i bunden og lad vandet løbe ud. Det som er tilbage er det lækre kokosfløde.
Jeg har altid en dåse til at stå i køleskabet, så der ikke skal ventes 1 døgn, hvis jeg pludselig skal bruge det.



søndag den 15. september 2013

Madplan uge 38

Det er ved at være længe siden jeg opdaterede herinde, og endnu længere tid siden jeg lagde en plan ud.
Men nu er sommeren vist definitivt ovre og derfor skal der gang i madplanerne igen. Jeg synes det er noget nemmere at overholde dem i de koldere måneder, hvor vejret ikke ligefrem indbyder til udendørs aktiviteter efter arbejde.

Uge 38

Mandag: Grov salat med sprødstegt andebryst

Tirsdag: Rød suppe med hvid fisk

Onsdag: Hawaii-koteletter med karrysovs, grønkålssalat og sprødstegt blomkål

Torsdag: Frikadeller med kartoffelsalat ala blomkål

Fredag: Tapas/hvad køleskabet gemmer

Lørdag: Oksefilet med bearnaisedip, salat og bønnefritter

Søndag: Fødselsdag for min datter om eftermiddagen, så rester, omelet eller andet nemt


søndag den 18. august 2013

Kakaosnitter

For noget tid siden lavede jeg denne kage og havde et stykke med til min kollega. Siden da har hun efterspurgt opskriften rundt regnet 1 million gange (det må da være et godt tegn?).
Opskriften stammer oprindeligt fra en paleoside på facebook, jeg har dog ændret i opskriften, så den passede til mig.
Så kære kollega denne opskrift er dedikeret specielt til dig ;)




Kakaosnitter

Bund
3 æggeblommer
50 g fintkværnede mandler
2 spsk. kokosfibre
50 g alm. kokosmel (revet kokos)
50 g smeltet smør
1 spsk.Sukrin Gold
1 tsk. vanillepulver

Sådan gør du
Æggeblommerne røres godt Sukrin Gold og vanilliepulver. Resten af ingredienserne røres i og dejen presses ud i et fad beklædt med bagepapir, dette gøres nemmest med bagsiden af en ske dyppet i koldt vand.
Forbages i 10 min på 160 grader.

Marmelade*
2 stængler rabarber
200 g jordbær

Sådan gør du
Rabarber skæres ud, kommes i en gryde sammen med jordbærerne og evt. lidt vand i bunden, så det ikke brander på.
Koges godt sammen og blendes til en jævn masse.

Toppen
3 æggehvider
2 spsk. kokossukker
2 spsk. kakao (juster ifht. hvilken kakao du bruger, jeg bruger Valrhona som er ret stærk)
100 g alm. kokosmel (revet kokos)

Sådan gør du
Pisk æggehviderne stive sammen med kokossukkeret. Vend kakao og kokosmel i. Smag efter om blandingen behøver lidt mere sødme/kakao.

Kagen lægges sammen
Marmeladen kommes på den forbagte bund i et jævnt lag. Toppen smøres ud så godt som muligt, kan være lidt svært, da det er en ret tyk masse. Gør ikke noget toppen ligger lidt i klatter - det eneste der sker, er at kagen bliver mindre pæn :)
Bages i ca. 15-20 min på 160 grader til den er færdig. Køles af og spises, er der rester opbevares de på køl.




*Jeg brugte ikke det hele af marmeladen, vurder selv hvor meget du vil have på kagen.
Jeg er sikker på den også kan laves med andre slags frugt/bær.

tirsdag den 30. juli 2013

Hotte overraskelser

Her en dag i vores ferie, var vi en tur i Djurs Sommerland med min veninde + børn. Vi skulle jo selvfølgelig grille vores frokost, ligesom halvdelen af alle de andre gæster i parken også skulle.
Nu er det så ikke maden derfra jeg vil vise frem, for pølser og brød (i mit tilfælde blomkålsbrød) kan I nok godt forestille jer, hvordan man laver.
Men derimod havde nabo-grilleren en meget spændende ting med, som jeg straks måtte prøve af hjemme og det kom der følgende resultat ud af.



Hotte overraskelser
1 person

1 snackpeber
1 pølse af god kvalitet, jeg brugte kyllingepølser med Løgimose med citron og timian de er dog ikke helt glutenfri
2 tsk. sambal oelek (eller efter smag)
Et par skiver hel mozzarella
4 skiver bacon

Tænd ovnen på 200 grader.
Halver snackpeberen. Kom mozzarellaen i, put sambal oelek på  og læg en halv pølse i hver snackpeber. Kom nu 2 skiver bacon rundt om hver snackpeber.
Kommes i ovnen i ca. 20 min.




Da det er en rimelig fed ret det her, er det perfekt med noget grønt til. Da jeg var lidt doven, snittede jeg noget spidskål og pressede lidt citronsaft over. Voila.